Fra Tions forsøg på en dagbog:

Et par dage til tuneringen.

Træned med Elmo, og han bad os unnersøe ruinerne nord for Hommlet for tejn på røvere.

John to alene til Nulb får at lede efter træner. Nulb lyder som stedet vor problemer tit opstår, så dro efter ham for at dæke hans røg vis nødvendit. Han var dog alerede på vej tebage (vist sat på en opgave med at finne en gave til sin kommene træner), møte ham på vejen, og vi to imod ruinerne.

Der var ingen røvere, men derimod kultister for ederkobgudinen Lolth. Vi kæmped os vej genem hovedbygningen og var ved at blive overmanet af både levende og udøde kriere. Deres leder, en præst eller trolmand med et ar tværs over ansiktet, flygted ned i kælleren, og vi blev forhindret i at forfølge ham i tide. Da vi hade nædkæmpet hans tjænere fremandede han uhelligt mørke, og brugte dete til at skjule sin flågt fra borven, hvoruner han også stjal vores hæste.

Fant labratorium som vi ødelage, og en fangekæler med drabte elvere, der skule ofres til kæmbeederkoper.

Jeg fårstår ikke de mennesker her. Røvere kan være slemme nok, men i det minste er det ofde fattidom og mangel på mad der tvinger dem. Men villit at sælje sin sjæl til dæmoner, ofre levene væsner og omfaune onskaben på den måde? Alle dem vi dræbte her fortjente det, og jeg håber de angrer i det hensides, mens deres hærskerine og hendes dæmoner piner dem. Fårhobenlig kan vi opsbore den arede mand snart, så også han kan stå til rejnskab for signe forbrydelser. Og får hestetyveriet.

Tilbagge i Hommlet mødte Flint op i fugl rustning på Det Jertlige Jørne, og vi fek en snak med ham og Cylithera. Flint taer vores opdaelser meget (moske for) alvorlit, alt immens Cylithera avfajer det hele. Føler ikke vi kan stole på deres dømekræft – de opfører seg ikke som de helte alle fortælinger beskriver dem som.

Generalt virker de fleste folk i byen (untagen sæfølgelig Noor og få andre) meget uvirgsomme – som om dæmontilbeddere ikke er noget særligt at bekømre sej om. Sig dét til de drabte elvere...

Aften efter tuneringen.

Jeg røj ud i anden runte, mod U-li fra Nordborg. Han hade en god dag, og jeg hade en dårlig dag – ingenting løkkedes rigtigt for mig, og hans held ramte de gange han hade bro for det.

Jeg sov dårligt natten før – drømte mig tebage i Flints kappel, om avgrunde omkring mig, skygemonstre fra jordens indre, og en gammel sølskæget, øksebærene dværv der med brølene raseri fåsvarer verden imod dem. En følelse af at jeg foguserer på de forkerde teng. Trænningen med Elmo er utilstreggeli, det er ikke regulær tagtik der er behov for lie nu – vores fjener er de udøde og de uhælige, og jeg kan mærge en kraft der er vokset i mig, siden Flint bragde mig tilbae. Jeg må opsøe ham igen.

Daen før turnerringen ræd vi ud og mødte Illiye og hinnes følje fra Nordborg. Esgorterede dem tilbae til byen, og stoppedde unervajs ved det gamle vagtårn, hvor Illiye viste stor interrese for de ting vi hade oblevet omkræng byen. Hun virger som om hun ved en del, got kan lidde at tale om det, men på den andden side aldri har brukt det tel nået. Jeg havde ikke toldmodihed tel at fører en endeløs samtale for hindes skyld - der er John min overman i bellevenhed (og vist også interresse).

Daen for tuneringen var en ånderli kontrast til de fårrige dages oplevelser. Glade menesker der fæster og ser på kamb for sjog, i stedet for morteriske mennesger der kæmper til dødden. Jeg hade ikke helt min sjæl med i det. Er sikker på at jeg så rottemannen Skiiver i et glemt inne i byen.

Vi støtte også på kømanden Ristun, og ente med at bydde alle vores penge og en del bøer for en magisk hortihedsring. Jeg tror vi er nød tel at få styr på pengesitvasjonen på et tidspungt snart, komedien om den hæste- og pengeløse rider er ved at være udtjænt.

I morven tidli draver Nordborgerne afstæd iggen, vi har avtalt at følles med dem til ellæmmentalkammerret på vejen, så Illiye kan se om hun kan åbne det. Det kan kun blie spænene.