Dikteret til John foran den flammende pejs i kroen i Hommlet:

Kære familie

Rejsen til Hommlet forløb glat, og vi sidder i skrivende stund på "Det Hjertelige Hjørne" og nyder et bæger af den gode mjød.

Vejen mellem Verbobonc og Hommlet var fredelig og der var ingen tegn på landevejsrøvere eller andre problemer. Dog havde vi en ildevarslende oplevelse da vi overnattede hos mølleren: efter mørkets frembrud forstyrrede noget vores heste i stalden, og da vi løb ud for at undersøge det, fik vi et glimt af en kutteklædt skikkelse der flygtede ind i den nærliggende skov. Mølleren nægtede ethvert kendskab til sådanne skumle personager, og vi drog videre uden at komme løsningen på mysteriet nærmere. Jeg er dog sikker på at vores vært vidste mere end han ville ud med, så det sidste ord er ikke sagt i den sag.

Umiddelbart inden Hommlet tog vi en afstikker til et gammelt vagttårn, hvorfra vi sonderede terrænet og også opdagede flere mystiske inskriptioner i ruinerne. Vi blev dog efter kort tid afbrudt, da en slæde forfulgt af ulveridende gobliner dukkede op nedenfor tårnet. Vi sadlede straks op og galopperede til undsætning!

Jeg må med skam indrømme at mens John bestred sin hest med stor myndighed, endte jeg selv med at angribe fjenderne til fods efter et dramatisk styrt. Der vil snarest blive rettet op på denne mangel i min træning.

Kampen i sig selv er ikke værd at beskrive nøjere – gobliner er jo kendt for deres fejhed og svaghed, så vi nedkæmpede dem uden større besvær. Dog undslap en enkelt af ulverytterne, bærende på et banner.

Den nødstedte rejsende viste sig at være en ung kvinde ved navn Lili. Hvad det ærinde var, der bragte hende udenfor byen, har jeg lovet ikke at nedfælde her, men jeg kan garantere for hendes hæderlighed (om end ikke for hendes dyd), og vi eskorterede hende sikkert den resterende vej til byen.

Vel ankommet til kroen i Hommlet stødte vi hurtigt på indehaveren Helmo og hans søster Noor, der ikke var begejstrede for Lilis slædetur. Noor viste sig at være en af byens beskyttere, en noget afmålt men yderst kompetent kvinde, og sammen med hende drog vi ud for at finde den flygtede goblin, og afsløre hvor de kom fra og hvad de lavede så tæt på byen.

Det viste sig hurtigt at goblinerne ikke er det eneste der plager området omkring Hommlet: vores kære flygtning var blevet overfaldet af en frostspinder og taget med til dennes hule. Med en hurtigt improviseret plan og medbragte fakler røg vi edderkoppen ud af dens hule, og aflivede den med det samme den viste sig.

Inde i hulen fandt vi goblinen, indspundet i en puppe og stendød. Det gav os ikke mange spor at gå efter, men der var dog et lyspunkt: den bar stadig sit banner, der var udsmykket med et flammesymbol. Sjovt nok samme symbol som et af dem vi så i tårnruinerne tidligere på dagen. Og samme symbol som en af ork-stammerne i området bruger, fik vi senere at vide.

Det lader til at Hommlet har ladet sine fjender få frit spil alt for tæt på byen, og at dens beskyttere er for få, hvor heltemodige de end er (rygter om at troldmanden Burne er forsvundet gør det ikke bedre). Hvis orkerne yderligere er indblandet kan det betyde store problemer, så jeg ser ikke anden mulighed end at John og jeg undersøger det nærmere og tager de skridt der må tages for sikre området.

Der er stadig et par dage til turneringen starter, så forhåbentlig kan vi nå til bunds i komplottet inden da!

Ærbødigst, jeres søn og broder,

Tion de’Var af Verbobonc