Militær: Flåden
Type: 02: Lexicon

Flåden er organiseret og betalt i fælleskab af alle Føderationens systemer. Den er Føderationens primære forsvarsværk, både mod eksterne fjender og interne dissidenter og kriminelle elementer.

 

Siden Amomn-krigen har flåden været organiseret i Convia, Secui og Termina Armadaerne, der hver er geografisk allokeret til en sektor af Føderationen, samt Megian Armadaen der udfylder en fleksibel rolle hvor det er nødvendigt.

 

Skibe

Castiga-klasse Krigsskibe

De massive Castiga-klasse skibe stammer fra tiden før og under NVid-krigen - det første, Cerberon, bygget i 391, det sidste, Echidna, i 419. Designet blev løbende forbedret, men er i det store hele ens.

Castiga-skibene er fra 1,8 til 2,7 kilometer lange, 6-800 meter brede, og har fuldt bemandet en besætning på 7-12.000 mand (ikke medregnet evt tropper der transporteres, hvilket kan udgøre op til 80.000 mand, dog kun i begrænset tid). Skibsklassen er bygget med fokus på brutal styrke, og overlegenhed i størrelse, rustning og våben. Skibene er, som værn imod NVid infiltration, bygget op omkring manuel betjening (hvilket forklarer den store besætning), og oprindeligt indeholdt de ingen netværkede systemer, men kun enkeltstående - primitive, men robuste - computersystemer. De er delvist blevet opgraderet i takt med Sol Invictus projektet, men nærmer sig ikke på nogen måde Dei-klassen på dette område.

I fredstid er et Castiga-klasse skib på patrulje typisk bemandet af 1 marine division, 100 Interdicta jagere samt et mindre antal Specta og Ardera fartøjer.

Skibene er over en årrække blevet faset ud, efterhånden som Dei-klasse skibe har kunnet overtage deres rolle. Der er på nuværende tidspunkt tre tilbageværende i tjeneste: Nemea, Ladon og Echidna.

 

Dei-klasse Krigsskibe

I forbindelse med Sol Invictus projektet begyndte man design og konstruktion af en ny klasse flagskibe, der skulle afløse de massive men upraktiske Castiga-klasse skibe.

Dei-klassen er mindre end deres forgængere, 1,1 - 1,4 km lange, men lettere og mere manøvredygtige. Istedet for Castiga-klassens usårlige panser og utallige våbenbatterier er Dei-klassen bygget over intelligent og fleksibelt forsvar og angreb, der dynamisk kan justere kraftskjolde og våben.

Dei-klassen behøver kun en besætning på 4-5.000 mand for at fungere i en kampsituation, grundet den langt højere grad af automatisering. Et skib af denne klasse er typisk bemandet af 1 marine division, 80 Interdicta og et antal Specta og Ardera fartøjer.

 

Interdicta, Mark II - VI

Flådens mindste skibe (4 meter lange), der danner rygraden i alle rumoperationer. Interdicta jagerne er hurtige, ekstremt manøvredygtige og dødbringende trods deres relativt lette bevæbning. En Interdicta har plads til en enkelt pilot, og er på alle måder designet for at spare plads og vægt, så der kun bruges energi på manøvrering og offensiv.

 

Specta

Rekognoceringsfartøj, bemandet af 2 piloter. Er det bedst afskærmede af Flådens skibe, og dermed sværest for fjender at opdage.

 

Ardera

Baseret på et opgraderet Interdicta-design, der ofrer bevægelse for tungere panser og bevæbning. Ardera skibe er 10 meter lange, bemandet af 2 piloter, og oftest bevæbnet med panserbrydende søgermissiler.