Om Imperatets organisation, ritualer og tro.

Hierarki

Imperatet er den største enkelt organisation i Føderationen, og beskæftiger direkte omkring 7 millioner mennesker, og indirekte mange gange dette antal.

De gejstlige er delt op i følgende rangorden:

Divini Invieri - Den Levende Gud: Aeneas, Den Levende Gud, er Imperatets absolutte magtfigur. I umindelige tider har han ligget levende død i Sarkofagen i Sol Grandia, hvorfra han befaler og råder Imperatorerne. Hans magt er umådelig, og skrifterne siger at han vil vende tilbage til livet og lede menneskeheden til Jorden, når dagenes ende nærmer sig.

Blandt hans navne er også Charonis og Tenebra.

Exalt-Imperator - "Øverste Påbyder": Den øverste myndighedsperson i Imperatet, valgt for livstid af Aeneas selv. Siddende på tronen i Sanct Simeon, taler Exalt-Imperatoren med Den Levende Guds stemme, og hans ord er lov i et og alt, for alle Imperatets sjæle.

Imperator - "Påbyder": Imperatorerne er de øverste administrative poster i Imperatet, der hver styrer en del af det mægtige puslespil organisationen er. Der findes en Imperator for hvert af de 11 Systemer der udgør Føderationen, samt de tre poster Imperator Exakto, Imperator Absol og Imperator Libra, der står i spidsen for henholdsvis Exaktorerne, Absolomet og Librari.

Imperatorernes rolle er primært administrativ, og de har kun sjældent en forkyndende rolle - kun ved særlige lejligheder, såsom det årlige septadies afsluttende nadver, vil en Imperator forestå troshandlingerne i sit områdes primære katedral. Desuden er det oftest Imperatorer der udfører indsættelses-ceremonien når de højeste lag af politiske poster (præsident og system-guvernører) besættes.

Vigilant - "Overvåger": En vigilant er den øverste Imperate myndighed for et geografisk område, fx en by eller en landsdel. Afhængigt af antallet af troende kan der af områdets Imperator vælges en Vigilant-Elect, der står over de resterende Vigilanter (dette er tilfældet i de fleste af de store metropoler).

Vigilanter står for forkyndelsen, oftest i den vigtigste katedral eller kirke i deres område, og sørger samtidig for koordinering af områdets Dekatorer. Velhavende familier vil ofte have mulighed for at en Vigilant, frem for en simpel Dekator, forestår vigtige ritualer og ceremonier.

Alle vigtige offentlige begivenheder overses og velsignes desuden af den lokale Vigilant - eller en af hans Dekatorer, hvis ikke hans tid tillader det.

Absolutor - "Tilgiver": Absolutorerne var fra 140 og halvandet hundrede år frem blandt de mest frygtede grupper i Føderationen. Deres rolle var at opspore blasfemikere og bringe Imperatets tilgivelse til dem - hvilket i deres fuldmagtsdage oftest betød en rejse til Exaktoria på Invier, ofte uden at vende tilbage. Jagten på frafaldne og forræddere toppede under de to store Pogromer i 160'erne og 270'erne, hvor næsten ingen slægter gik fri og mange højtstående personer fandt sig selv kastet ned.

Siden da har Imperatets virkemåde ændret sig, og den hårde linje var ikke mulig at videreføre for evigt. Absolutorernes funktion skiftede i kølvandet på Hamilton Pogromet til at være mere indadskuende, og finde de brådne kar indenfor Imperatets egne rækker.

Exaktor - "Inddriver": Exaktorerne er Imperatets soldater, mest kendt fra Amomn Krigen, hvor de sluttede sig til Alliancen da den var mest svækket og var afgørende for at vinde krigens gang.

Alle Exaktorer er drevet af Den Levende Guds vilje, og besidder en målfasthed der er uden lige. De fleste oplever deres vækkelse ved indtagelsen af Gudens Blod under Konfirmationen og lader sig herefter indskrive til oplæring i Exaktoriet, mens andre bærer den himmelske velsignelse fra fødslen og ofte overgives til oplæring fra tidlige barnsben.

Dekator - "Udbreder": Dekatorerne er de menige forkyndere af Imperatets Lære - oftest tilknyttet en kirke, hvorfra de vejleder deres faste menighed og følger dem gennem alle livets faser og ritualer som han forestår. En dekator fungerer som rådgiver for alle troende i området, og det er hos ham muligt at blive vejledt om alle aspekter af livet.

Priator - "Fortolker": Priatorerne er hellige mænd og kvinder, der har viet deres liv til fortolkningen og overvejelsen af Den Levende Guds Ord. De lever i lukkede samfund hvor de afsværger store dele af den ydre verdens forblændelser for at kunne koncentrere sig fuldt ud om det hellige budskab.

Doktriner

- Menneskeformen er urørlig, Titanernes ypperste kreation og ethvert forsøg på at ændre den eller efterligne den er blasfemisk.

- Al teknologi bærer kilden til fortabelse i sig - alle fremskridt leder i sidste ende til tabet af kontrol, til mørket bag verden, og i sidste ende vor egen undergang.

- Menneskeheden er den eneste race der er velsignet af Titanerne. Vores arv er at følge deres love, vores lod er at disciplinere - med ord eller med våben - de racer og folkeslag der ikke hørte deres ord. Vi er deres eneste chance for overlevelse.

Ritualer

Altergangen: Altergangen foregår hver fredag, som afslutning på ugens arbejde. Her forestår en dekator eller vigilant forkyndelsen og leder bønnen til Den Levende Gud. Bønnen afsluttes med at indtagelsen af Gudens Blod, dog symbolsk i form af vin.

Konfirmationen: Hvert år, ved Invier-vinterens slutning, gennemgår alle der er fyldt 13 år i perioden deres Konfirmation. Dette langvarige ritual kulminerer med Transfusionen, hvor man indtager det ægte Guds Blod - transporteret til hver kirke fra Invier fra Nox Concubis festivalen - der inducerer den hellige trance og lader konfirmanderne forstå Gudens vilje, en process der efterlader mange påvirkede for livet.

Begravelsen: Begravelser forestås i den lokale kirke, hvor der afholdes en speciel gudstjeneste for den afdøde. Til slut lægges liget, omhviklet i sort klæde, på bålet og fortæres af flammerne, så sjælen sættes fri og kan påbegynde sin rejse.

Tro

Døden: Skrifterne fortæller hvordan de døde sjæle drager over Den Mørke Flod, og dér bliver vejledt af Tethys om vejen til Den Gamle Jord. Her stilles de for Kronos den Altseende, der enten, hvis de findes værdige, skærmer dem på deres vej til den gamle planet eller lader Manucos, hvis grådige mørke til stadighed omgiver alting, opsluge de uværdige og fordømte.

Paradiset: Jorden før Eksilet var det tabte paradis, hvor mennesket levede i pagt med Titanerne, og nød godt af deres ubegrænsede magt. Forholdene på Jorden var præget af mirakler, og får dagligdagen for langt de fleste i Føderationen til at virke tom og grå. De troende kommer hertil efter døden, og ved tidernes slutning skal Den Levende Gud lede de trofaste tilbage til Jorden og der forene de levende og de døde.

Livets Urørlighed: Livet er Titanernes vigtigste gave til Mennesket, og det er en synd at tage eller misrøgte liv. Dette inkluderer et forbud fra Imperatets side mod abort, da nye sjæle er de mest elskede af Titanerne. Imperatet har aldrig officielt sanktioneret

Moral: Titanerne skænkede menneskene deres frie vilje og evnen til at forstå konsekvenserne af dette. Det er ethvert menneskes pligt at stræbe imod de højeste mål, og ikke lade sig henligge i dovenskab og ladhed. Enhver er ansvarlig for sin egen livsførelse, og det hviler på hvert enkelt menneskes skuldre at leve sit liv på en måde der gør ham værdig til at stå foran Kronos.

Ikke-troende: De ikke-troende er efter døden henvist til en eksistens som kropsløse sjæle, for evigt fanget i tomrummet. De bliver ikke direkte straffet, men tilstanden er imod alt hvad der er naturligt for mennesket, og de vil langsomt blive drevet til vanvid, indtil sjælen ikke mere reflekterer dem som individ, men er reduceret til en evigt skrigende skygge.