Imperatet er den altdominerende religionen i Føderationen, og udgør menneskehedens rødder helt tilbage til tiden hvor forfædrene levede på Jorden.

Størstedelen af Føderationens befolkning bekender sig til Imperatets lære - dog med meget store udsving i graden af reel tro og kirkegang. Imperatet står selvsagt stærkest i dets hjemsystem Invier, samt på det ortodokse Dios. Også på Ao-Jun nyder religionen stor udbredelse, hvor befolkningen har formået at kombinere deres kulturelle fremskridt med en udbredt spiritualitet. Epsilon Teta har traditionelt været Imperatets svageste område, men arrene efter NVid-krigen har i store dele af befolkningen ledt til en helt ny søgen efter svar, som har resulteret i et stort antal nye menigheder.

Imperatet står på mange måder svagere på Regius, hvis kyniske dynastier anerkender religionens politiske magt, og derfor agerer troende, men ikke har meget til overs for dens budskab, samt på Meran, hvor videnskab og forskning har fortrængt Imperatet til yderkanterne af samfundet.

Den Imperatiske lære er baseret på de følgende 3 skrifter, der spænder over fortiden på Jorden til tiden omkring Amomn Krigen:

Sol Preludia

	Kronos bød ham rejse sig, og Manden rejste sig. Han bød ham se, og Manden så, og han blev blændet. Da vendte han hovedet væk, men Kronos, den Seende, tog hans kind og tvang hans syn mod Solen. Den evige ild, Klarsynet, brændte sig fast i ham, og først da lærte Manden hvad det er at Se.
- Sol Preludia, kap 14, vers XII:6

Ifølge den Imperatiske Lære, som nedskrevet i Sol Preludia, fødte Andromeda i tidens begyndelse tre børn, tre Titaner. Mægtige væsner, sjæle af ubegrænset energi, hvis bevidsthed strakte sig mellem stjernerne, som de sammen udforskede dengang galaksen var ung. Den ældste kaldte sig Kronos, hans søster Tethys og den yngste Atlas.

De iagtog skabelsen af planetsystemer, svømmede gennem nebulaer, og så stjerner blive født, leve og dø. Til tider hørte de stemmer fra mindre væsner, racer der havde udviklet sig til intelligens, og nu prøvede grænserne for den verden de dermed opdagede. Titanerne forsøgte at tale til dem, men de hørte ingenting, og de tre søskende måtte se til udefra, mens de dødelige racer udviklede sig. Gang på gang så de den samme proces - hver civilisation gennemgik de samme faser, og endte hver gang med at fortære sig selv i et teknologisk mareridt. Titanerne fornemmede det mørke der lå bag verden, ventende på at intetanenede væsner gennem nye landvindinger opdagede det. Mørket lod sig aldrig se af dem, men de fornemmede den tankeløse vilje til altings nedbrydelse der lå bag det.

Enkelte gange lykkedes det Titanerne at advare de mindre om mørket, men deres varsler blev uvægerligt glemt, og deres ord gjorde i sidste ende ingen forskel.

Andromeda fornemmede sine børns sorg, og hun besluttede at hjælpe dem. Hun viste dem vejen til Jorden, og de primitive skabninger der levede der. Det var tydeligt at de befandt sig på grænsen til intellektets opvågnen, og hun forklarede sine børn at dette var tisdpunktet hvor de kunne gøre en forskel. Ved at skænke en del af deres essens til menneskene kunne de beskytte denne ene races fremtid, binde sig til dem og på den måde blive synlige for dem - som det aldrig var lykkedes tidligere.

Atlas gav dem viljen til at overvinde alle forhindringer, og lærte dem at bruge deres krop til at forme den fysiske verden efter deres ideer.

Tethys gav dem empatien, trangen efter fællesskabet, til at beskytte hinande og stå sammen imod alt der måtte true dem udefra.

Kronos gav dem evnen til at se, til at abstrahere fra deres dyriske behov og rette øjnene mod de højeste mål.

Exsilia Tormenta

	Stroboskopiske, omklamrende, geometrier af mørke. Manglen på lys, fraværet af lys, fravær bøjet indad, bukket omkring sig selv, i indestængte obstrukturer. Charonis betragter hver facet, betragter intet. Hvor var solen? Begyndelsen bærer destinationen i sig selv; intet mål uden formål, intet formål uden mål. "Vi ser os selv i hvert ansigt, ser afgrunden, afgrænser sjæle." Mænd kastede sig på knæ og græd.
- Exsilia Tormenta, vers XXIV

Det dystre, klaustrofobiske skrift, Exsilia Tormenta stammer fra åbenbaringer skænket af Den Levende Gud til poeten Tomas d'Orkancz i løbet af Eksilet.

Ingen samtidige skriftlige kilder beskriver direkte forløbet mellem Sol Preludia og Exsilia Tormenta (det siges dog at d'Orkancz skrev endnu et værk, Manucos Nehalah Morta, der sidenhen blev bandlyst og udslettet af Imperatet), men de følgende vage legender lægger grunden til Eksilet:

- Andromeda Nehalah's vildledelse og forførelse af Kronos, og hendes død ved fødslen af Aeneas og idiotbarnet, den døvstumme Manucos

- Kronos' desperate opfostring af Manucos og hans negligering af menneskeheden

- Aeneas' opvækst som ukendt blandt menneskene og hans kamp imod det Cetoiske Broderskab

- Menneskets 12 gaver / Urmagerbarnet / Manucos' sult vækkes

- Aeneas' ensomme færd og åbenbaringer i Intetheden

- Konstruktionen af Eksil-flåden i Manucos' skygge

Exsilia Tormenta tager sin begyndelse i tiden hvor flåden krydser Den Mørke Flod, de første tegn på Rustpesten har vist sig og Tethys netop har ofret sig for at redde de vildfarne skibe. Under Aeneas' forsøg på at bremse Pesten æder den ham langsomt op, og det omgivende mørke sender ham til sidst ud over vanviddets kant. Rustpesten breder sig uhæmmet, destruerer skibe og splitter andre op. Gennem nye Åbenbaringer, skænket af Andromedas plagede ånd, genvinder Aeneas kontrollen. Han drager Pesten til sig og forsegler sig i Sarkofagen hvorfra han skærmer menneskeheden.

Septadia

	Vid smerten skal ramme jer, jeres børn, og jeres børns børn! I sønner af forræddere, I døtre af horer! Jeres var Gudernes Ord, og I tog det, kastede det ned og spyttede på det! Selv ikke ved ild kan I rense jer, men I kan bede om jeres børns frelse!
- Septadia, Simeons Prædiken på Torvet

Det yngste af de tre skrifter tager sin begyndelse omtrent 100 år efter ankomsten til Invier, og beskriver den legendariske Septadiske March - den tre gange syv år lange rejse fra Invier til Ancila hvor Imperatet stødte til Alliancen og sluttede sig til dem i kampen mod Amomn.

Skriftet er fortalt fra synspunktet af flere forskellige personer i marchen, blandt dem den flagellantiske dekator Rana Vail, Eleasaras - exaktoren uden håb - samt den miskendte profet Sanct Massima Simeon.

Septadia beskriver rejsen til de 3 pinsels-planeter, først den golde Achera, Kroppens Prøvelse, hvor flåden gør holdt mens Imperatorerne tyder de tegn der skal vise den videre retning. De troende sulter her, de svage omkommer og stedes til hvile.

Rejsen til Cocytus, Sjælens Prøvelse, er ubarmhjertig, og de rejsende belønnes til sidst med denne frugtbare planet. Folket glemmer deres mission og bygger istedet byer her, som de nægter at forlade. Først da Sanct Simeon bringer straffen til dem, i form af bio-plagen der strømmer fra hans krop efter han har kastet sig i døden fra Arxaras-tårnet, husker de deres kald.

På Stygia, Armens Prøvelse, udslettes umådelige Amomn-styrker, og mens hæren sikrer planeten udøver Den Levende Gud sin tortur af Amomn Triumviratet, og afslører her hemmeligheder menneskeheden aldrig ellers ville have kendt.

Skriftet slutter med afrejsen fra Stygia mod Ancila.