System: Regius
Type: 02: Lexicon

Indbyggere: 698 mil

Byer: Regius Sol, Regius Vector, Vado Cordia

Regius er Føderationens hjerte, og regianerne ved det. Her ligger Quorumet, hvor Føderationens politik fastlægges, og herfra leder den nuværende præsident, Gavil Corva, hele den menneskelige civilisation.

Planeten er den rigeste i Føderationen - et resultat af den benhårde vilje dens indbyggere lægger i at fastholde den dominerende position planeten har haft siden Føderationens grundlæggelse, samt den centrale placering i N-Sfære netværket, der gør Regius til hele Føderationens handelscentrum.

Regius er domineret af magtspillet mellem de store familier, og alle der ønsker at gøre nogen form for karriere er nødt til at involvere sig. Regianerne ses ofte som arrogante, udspekulerede og intrigante, hvilket oftest ikke er langt fra sandheden. De ser sig selv som Føderationens naturlige ledere, og har altid ladet deres handlinger følge denne overbevisning.

Det gamle aristokrati - der består af de store dynastier såsom Atrati, Temeri, Varona og Cessia samt deres erklærede underhuse - fokuserer mest på dyder som loyalitet, gensidig afhængighed, historie og politisk opbakning i kampen om magten, mens penge ses som noget man bare har. De sidder stadig på størstedelen af planetens politiske poster samt de vigtige sæder i Quorumet. De yngre generationer er derimod i stigende grad begyndt at bevæge sig imod en mere hård kapitalisme, hvor kampen om penge - og dermed magt - trumfer de traditionelle værdier, og hvor gamle alliancer ikke bare automatisk fortsættes. Flere af de gigantiske megakorporationer har hovedsæde eller er ejet på Regius, selvom de ofte har størstedelen af deres aktiver i andre systemer.

Klima: Regius er præget af tørt, tempereret klima, med en ørkenpræget ækvatorzone og kolde poler.

Befolkning: Regianerne er Føderationens overklasse. De er rigere, og - via udbredt brug af genetica - yngre og smukkere end alle andre. De er kendt for at kunne vende enhver forhandling eller handel til egen fordel. De er syd-eropæiske af udseende, og er generelt meget teatralske og gestikulerende i deres opførsel.

Regian evner

Effekt: +2 på udstrålings-slag

Effekt: Prisen i handler ændres 10% i eget favør

Fordel: Rig (1)

Genetica: +6 gen-point ved skabelse

 

Kombinationen

Et gigantisk underjordisk bygningsværk, konstrueret af Cygnanerne - formodentlig i tiden op til de blev udryddet. Kombinationen består af et utal af sfæriske kraftfelter - alle kraftigere end noget det er lykkedes at skabe med Føderal teknologi. Felterne kan midlertidig gennemtrænges ved brug af inverterende felter i korrekte frekvenser, og det er på denne måde lykkedes at trænge igennem dem alle (hvilket tog 190 års eksperimenter). Ingen af dem indeholdt dog noget af værd og det er stadig en gåde hvad formålet med komplekset var.

 

Regius Sol

Imod slutningen af Amomn-krigen, da den kommende Føderation var et faktum for Regianerne, gjorde de klar til deres uundgåelige rolle som dens centrum. Den gamle hovedstad, Vado Cortia, mistede sin status, og istedet påbegyndtes byggeriet af Regius Sol: Byen der skulle demonstrere Føderationens magt og storhed, og fungere som dens hjerte.

Regius Sol er præget af de monumentalistiske regeringsbygninger der er nøje placeret omkring den trekantede Plaza Victora, der huser Quorumet, præsidentpaladset samt Imperia Vieri Deicis, den største katedral udenfor Invier. Imellem disse imponerende komplekser findes mindeparkerne for de tre store krige - Amomn, Cos Cotis og NVid - hvor datidens kunstnere har illustreret kontrasten mellem krigens lidelser og Føderationens storhed.

 

Regius Vector

Efter NVid-krigen og bombningen af Regius Centra rykkede byens kommercielle og kulturelle centrum til denne nye bydel. Her er siden da opført en af de mest spektakulære byzoner i Føderationen, hvor magtens, indflydelsens og kulturens elite konkurrerer om at imponere mest muligt. Her er skyskrabere hvis konstruktion og opretholdelse ville være umulig uden anti-tyngdekraft, her er bygninger dækket af flouroscerende kraftfelter, der skifter i takt med døgnet eller årstiderne og her er bygninger lavet af de mest eksotiske materialer menneskeheden har fundet.

 

Sulla-Akademiet

I kredsløb om Regius ligger Sulla-Akademiet - den mest prestigefyldte officers-skole i Føderationen og samtidig hovedkvarter for Termina Armadaen, den største af Flådens fire armadaer.