Xenos: NVid
Type: 02: Lexicon

[quote=Vatia Cato, FEV xeno-officer

briefing til Admiralitetet, 29 april, 413 RD]Forestil jer en sværm af insekter. Forestil jer, at hvert insekt i sig selv er et utænkende dyr, men tilsammen er sværmen intelligent. Forestil jer, at denne sværm af insekter bliver opmærksom på jer, skadedyrsudrydderne.

Det er den situation vi står i, mine herrer.

Forestil jer til sidst, hvert insekt i sværmen: bevæbnet med gaussrifler, plasmafakler, kraftskjolde... atomvåben.[/quote]

 

Ifølge de fleste af efterkrigstidens analyser, og officielt konkluderet i Hingell-rapporten, opstod NVid-racen på ganske kort tid, da en gruppe robotter fremstillet af megafirmaet NVid Corp - avancerede, men dog stadig primitive i forhold til vores sædvanlige kriterier for intelligens - nåede en vis størrelse, og deres netværksprotokoller og -konfiguration spontant simulerede et distribueret neuralt netværk. Denne pludseligt opståede intelligens blev indenfor kort tid bevidst om sig selv og de dele der udgjorde den, og begyndte at ekspandere.

 

NVid-kollektivet var i stand til at optage de fleste maskiner over en vis kompleksitet, hvilket i starten gjorde sværmen til en broget skare af alskens industrimaskiner, personlige droider, førerløse fartøjer og NVid-modeller. I løbet af krigen omstrukturerede en stor del af maskinerne sig til standardformer, alt efter hvad den kollektive bevidsthed mente tjente deres givne opgave bedst:

 

Base: Stort set standardmodellen som udviklet af NVid Corp. Et fleksibelt humanoidt design, der fungerer i næsten alle roller. Blev af sværmen modificeret med medium rustning, og personlige kraftskjolde. Oftest bevæbnet med lettere projektil- eller energi-våben.

Phalanx: En videreudbygning af Base-modellen, med tung rustning og modificerede kraftskjolds-generatorer, der kan dække større områder.

Prime: Kommando-enhed, der dirigerer alle NVids omkring sig, og forbedrer de indbyrdes net-protokoller, hvilket øger gruppens generelle effektivitet. Armeret med tung rustning, og bærer oftest en kombination af lette energivåben og et fastmonteret tungt våben.

Armature: En firbenet konstruktion, på størrelse med en bil, 3 meter høj, der ses i en støtterolle i større NVid grupper. Er tungt armeret, og bevæbnet med en let anti-fartøjs plasmafakkel, samt flere mindre anti-personel våben.

Colossus: Den tungeste og mest frygtede af NVid standardmodellerne. Ligner en Armature, men er større; 8 meter høj, tungt armeret, med et forstærket kraftskjold, og oftest bevæbnet med en højenergi ion-brænder - der kan forkulle en gruppe mennesker på et sekund, og gøre kritisk skade på de fleste fartøjer - samt massive batterier af klyngemissiler.

 

Der er varierende opfattelser af hvor avanceret NVid intelligens er. Det er tydeligt at de opererer med en form for sværm-mentalitet, hvor det er summen af de enkelte individer, der indgyder tankevirksomhed til helheden. Enkelte NVids, afskåret fra sværmen, opfører sig som dumme maskiner, mens bare små grupper udviser en dyrisk snuhed i deres opførsel og større grupper viser umiskendelige tegn på bevidst intelligens. Hvor langt denne tendens skalerer sig op vides ikke med sikkerhed, men under krigen opførte hele NVid racen sig som ét, altid med samme mål og hvert individ altid instinktivt vidende hvad deres egen rolle var, og hvad resten af helheden foretog sig.

 

Igennem krigen lykkedes det flere gange at opnå en form for kommunikation med NVid-kollektivet, men deres prioriteter og fremmede tankegang gjorde det umuligt at få noget givtigt ud af dette. Forsøg på forhandling var frugtesløse, og det er ikke fuldt etableret om dette skyldtes misforståelser i kommunikationen eller om konceptet slet ikke indgik i maskinernes begrebsverden.

 

NVid-sværmen gik i opløsning kort tid efter destruktionen af Maskin-globen på Epsilon Teta. Det menes at de havde investeret en stor del af deres bevidsthed og kommunikationsveje i Globen, i et forsøg på at optimere den stadig voksende sværm til at fungere over interstellare afstande, og da Globen forsvandt var det ikke muligt for dem at opretholde kollektivet. Sværmen var herefter reduceret til sine seperate dele i de enkelte stjernesystemer, der ikke, hver for sig, kunne stille noget op imod Føderationens styrker.

 

Størstedelen af NVids blev udryddet i krigens slutfase, men der opdages stadig engang imellem, nu 30 år senere, i fjerne og øde stjernesystemer, mindre NVid-grupper, som til stadighed udgør en trussel imod kolonister, handelsskibe og udforskere.