NVid krigen var gudernes ironiske straf til den narcissistiske svækling det moderne menneske har udviklet sig til. Vores første krig mod fremmede livsformer var mod dødbringende væsner, resultatet af barske omgivelser og naturlig udvælgelse.
Vores næste konflikt var mod syntetiske væsner skabt af os selv, opfundet af et firma der oprindeligt lavede legetøj til børn.
NVid krigen var ikke for børn.
Til at starte med må man forstå den grundlæggende motivation for alle NVid: Deres eneste mål er at føre deres produktlinje videre, alt materiale de møder er potentielt byggemateriale, deres rudimæntere intelligens kun rettet mod dette mål. Von Neumann maskiner - uden nogen form for moral, eftertænksomhed eller empati.
Epsilon Teta. En stinkende, elektronisk jungle, befolket af menneskelige efterladenskaber, hvor profit er den højeste sandhed. Octar Mingella og resten af direktør-slænget. Om man er ortodoks eller ej må hans blasfemiske holdninger stå som højdepunktet af den tåbelighed der ledte til krigen.
Øjenåbneren kom i form af Ran-Sini Massakren. I dagene op til 31. marts, 413 RD, rapporteredes mindre episoder; problemer med NVid robotter, der hurtigt blev dekommisioneret. Ingen tog notits af det. Den 31. kl 17:23 mistede man kontrollen over 62% af byens transportmidler og alle kommunikationskanaler gik ned eller blev blokeret.
Og alle Ran-Sinis millioner NVid modeller begyndte at genne byens indbyggere sammen. 3 millioner mennesker døde indenfor den næste uge, 8 millioner blev interneret i byens centrum.
Admiralitetet på Regius tog fra starten ikke problemet synderligt alvorligt, da de 8 dage senere blev præsenteret for de fragmentariske rapporter. Det blev dog besluttet at sende en hastigt samlet flådestyrke, 53 fartøjer, under ledelse af Admiral Canus Atrati - arving til Atrati-dynastiet, og indehaver af hvad der må betegnes som et sort hul af inkompetence - for at sikre Epsilon Teta.
Styrken nåede frem 10 dage senere. 5 timer efter ankomsten blev de overlevende fartøjer, 1/3 af det oprindelige antal, tvunget til en kaotisk tilbagetrækning gennem N-Sfæren, nåede Regius og advarede om NVid-flåden. De forstærkninger der nåede Regius indenfor de 2 uger der gik før NVid angreb var ikke nok til andet end at holde flodbølgen midlertidigt tilbage, og forhindre maskinerne fuld adgang til planeten. Kontrol over systemets N-Sfære var dog tabt, og NVid udnyttede dette i størstedelen af krigen.
Efter denne katastrofe udviklede konflikten sig. Fra ren overlevelse og skadesbegrænsning over til forsvar og oprustning videre til modangreb og tilbageerobring. Bombningen af Regius Centra, NVid erobringen af Exuro auto-fabrikkerne, guerilla-krigen i Ke'Shem, mineblokaden af Ao-Jun, Operation Andromeda, Ulvebrigaden og Det Grå Kompagnis destruktion af Maskin-Globen, Nano-Holocaustet på Callista og slutteligt NVid Kollapset, der var den endelige konsekvens af nedbruddet af maskinernes centrale netværk.
Efter 5 år og 659 millioner døde sluttede krigen officielt.
Resten er, som de siger, historie.
Mennesket er den sejrende race. Føderationen er født til skrigene af udslettede fjender, dens konstitution skrevet i blod. Vi vokser ved enhver modstand og overkommer enhver forhindring.
Men vi har glemt det. Vi har glemt krigene der lagde grunden til vores søde liv, ofrene der blev givet, vennerne der blev lagt i graven.
Vi griber enhver chance for fred og bruger den til at grave os længere ned i dyndet af magelig selvtilfredshed.
Vores værste fjende er os selv.
Brannigan er blandt de mest eksponerede veteraner fra NVid Krigen, og blev efter krigen valgt som sin fødeplanet Ancilas medlem i Quorumet, hvor han repræsentede det proto-anakrone føderal-parti Tegnet.
"Krigshistorier" blev udgivet i forbindelse med forfatterens pension, og der blev i ugerne efter udgivelsen indgivet adskillige, stadig verserende, sagsmål imod ham, primært for injurier. Sagsøgerne inkluderer blandt andet Mingella-familien, De Uskabtes Hus, samt hans (anden) ekskone, filmstjernen Viann Lynn.